Her er den historie, som jeg skrev til www.ungdomsgruppen.dk om hvordan jeg brød op med mig selv og sprang ud som bøsse i 1999 da jeg var 19 år. Historien er også skrevet da jeg var 19 år - knapt et år efter min første oplevelse med en fyr. Du kan finde mange andre spring-ud-historier på www.ungdomsgruppen.dk:
Min spring-ud-historie
Altså.....! Jeg var lige blevet 19 da det hele startede i februar 1999, hvor jeg havde slået op med min pigekæreste i vinterferien. Hvorfor jeg slog op med hende, og hvordan vores forhold var, er en hel anden historie. Men i lang tid under vores forhold, havde jeg denne følelse i maven af at jeg manglede noget i mit liv.
Jeg tænkte meget på drenge. Hun anede selvfølgelig intet, og jeg fortalte hende aldrig noget. Da vi slog op i vinterferien, havde jeg i flere måneder i forvejen gået og overvejet om jeg skulle prøve et sidespring i forholdet for at få det på det rene med mig selv, om jeg virkelig kunne lide at være sammen med en fyr eller ej.
Jeg kunne dog ikke få mig selv til det, men havde alligevel fået kontakt med nogle bøsser på chatten på nettet. Ugen efter jeg slog op med min pigekæreste skulle der bare ske noget. Jeg VILLE finde ud af det her.
Jeg fik kontakt med en fyr fra Vejle på chatten. Vi aftalte at mødes fredag aften (dagen efter) i byen over en øl bare for at snakke. Det gjorde vi så, og da jeg ikke havde mulighed for umiddelbart at komme hjem den aften (det blev sent) så kunne jeg sove hos ham.
Det var ret hyggeligt for jeg blev meget hurtigt lidt vild med ham. Ikke forelsket, men alligevel lidt - jeg havde i øvrigt ikke sådan været vild med en anden fyr før på den måde, så det var en underlig følelse. Han var i øvrigt 23 år (og jeg var 19 år).
Da vi kom hjem til ham hen på natten var vi sammen. Og det var så første gang at jeg var sammen med en fyr.
Allerede weekenden efter fortalte jeg historien til min bedste kammerat. Det kom meget bag på ham, og jeg kunne mærke på ham at han slet ikke vidste hvordan han skulle reagere eller tackle det.
Jeg var pisse stiv, og vi stod i en klam støvregn bag en SKODA-forhandler *GGG* lidt væk fra et diskotek mens jeg prøvede at forklare ham en hel ny side af mig selv.
Han stod bare og sagde "Nå!" og så underlig ud - svarede mig ikke. Da jeg ikke synes der var mere at fortælle blev der tavshed, og jeg forslog at vi gik tilbage til diskoteket. Det gjorde vi, og så blev der ikke snakket mere om det.
Først nogle dage senere begyndte jeg at spørge ham hvordan han havde det med det. Han fortalte at han var ret chokeret, og ikke vidste hvad han skulle tænke, for han kunne ikke forstå det.
Han kunne ikke forstå hvordan man kunne være sammen med en fyr. Vi talte om det i den kommende tid mere eller mindre - og han lovede selvfølgelig ikke at sladre til en eneste.
Omkring påskeferien fik jeg en god kammerat i Århus, som jeg også havde mødt igennem chatten. Han var noget ældre end mig, men utrolig sød, og vi fik ret hurtigt et forhold til hinanden. Det fortalte jeg også min kammerat om.
Et par gange var min kammerat med til at dække over mig, når jeg skulle give undskyldninger til forældre eller andre venner for at jeg ikke var hjemme.
Men en dag lige før sommerferien gik det galt. Jeg kom til at afsløre over for nogle venner at jeg løj omkring hvor jeg befandt mig. Derfor valgte jeg at fortælle dem (5 af mine nærmeste kammerater) alt hvad der var sket de sidste 4-5 måneder. På dette tidspunkt var jeg begyndt at møde andre bøsser igennem min daværende kæreste i Århus.
Vi var meget på Pan (et diskotek/café, hvor der kommer lesbiske og bøsser) eller besøgte nogle af hans bekendte. Mange af dem jeg mødte dengang, er jeg nu meget gode venner med.
De fem jeg valgte at fortælle historien til var heldigvis alle nogle jeg stolede meget på, og venner som jeg holder meget af. Jeg tog rundt til dem en af gangen i løbet af fem dage og fortalte dem det hele. Alle blev ret overraskede, men fælles for dem var at de alle gav udtryk for at de syntes det var fedt!
Jeg sprang ud for mine forældre den sidste weekend i juni, og for alle andre i løbet af september måned.
Jeg var pisse træt af at skulle lyve. Og det var egentlig den eneste grund til at jeg sprang ud for mine forældre og alle andre. Jeg var desuden bekymret for at mine forældre skulle finde ud af det selv.
Desuden var jeg efterhånden blevet så afklaret i løbet af sommerferien at jeg ikke mere frygtede situationen så meget som tidligere. Jeg havde fået så stor selvtillid efter den positive reaktion fra mine 5 nærmeste kammerater + deres opbakning.
Til mine forældre skrev jeg et brev på én A4 side. Brevet forklarede det hele. Brevet havde taget en hel fredag eftermiddag og skrive mens jeg græd og græd (jeg ved ikke hvorfor). Om aftenen lagde jeg brevet på køkkenbordet og tog ud til en kammerat.
Lørdag morgen kl. 9.15 kom min mor tudende ind på mit værelse. Hun begyndte at stamme hvor synd hun synes at det var for mig. Hun var så glad og stolt - og at hende og min far ville elske mig uanset hvad.
5 minutter efter kom min far. Han sagde at de begge ville acceptere det 100% og at de var stolte over min modenhed mv. (det var jeg meget glad for at høre)
Det hører til historien at jeg har en kusine der er lesbisk og hendes far er bøsse, så mine forældre havde i forvejen en positiv holdning til homoseksuelle. Jeg havde forud skrevet sammen med hende og talt med hende.
Ude på Handelsskolen er der ikke sket noget særligt. Jeg hører og fornemmer at folk ved det, men det er ikke noget jeg mærker noget til, så det er egentlig dejligt - så er det ikke noget jeg behøver at tænke på.
Alt i alt har det været en tid med mange meget blandede følelser. Nogle af mine venner, som er bøsse, syntes at deres spring-ud-tid var fed, men jeg har nu ikke lyst til at opleve den igen, for man tænker hele tiden på hvem der ved hvad, hvordan man skal forklare, hvem der ikke må vide osv. Det er altså belastende.
Men allerede to måneder efter, at jeg havde givet slip på hemmeligheden følte jeg en frihed, som jeg aldrig har følt tidligere i mit liv. Det er helt vild fedt.
Det har ikke haft nogen særlig betydning, at jeg bor i en mindre by synes jeg. Faktisk føler jeg, at jeg har fået ekstra meget opbakning, fordi at folk synes det er endnu federe, at jeg tør i sådan en lille by, hvor ungdommen kender hinanden i hele byen. Det var dejligt at mærke.
|